Julen
Ved det vigtige kirkemøde i Nikæa i 325 blev den romerske kalender gjort til kirkens kalender. De forskellige helligdage blev fastlagt og blandt andet blev besluttet at Jesu dåbsdag skulle være den 6. januar, noget senere blev hans fødselsdag fastsat til den 25. december. I oldkirken var denne fødselsdag blevet fejret på forskellige datoer i de forskellige sekter. Valget af den 25. december var nok ikke helt tilfældig, da vintersolhverv faldt på denne dato da Cæsar indførte den romerske kalender i år 45 f. Kr. og man derfor i forvejen fejrede lysets tilbagekomst(Dies Natalis Solis Invicti). Det skete på trods af at vintersolhverv i år 325 var flyttet til den 21. december fordi den romerske kalender ikke helt fulgte solåret. Starten på det nye år og lysets tilbagevenden blev derfor af mange regnet fra denne dag. I den østlige del af kristenheden foretrak mange at fejre d. 6. januar, hvor man før kristendommen havde fejret Dionysius' fødsel, og de armenske kristne fejrer stadig denne dag som Jesu fødselsdag.

Varsler
Det har altid været rart at vide hvad fremtiden ville bringe, men en sikker metode er desværre endnu ikke fundet. Selv i vort tilsyneladende så oplyste samfund er nedsat vismænd, som skulle kunne forudse hvad der vil ske, de benytter økonomiske metoder, men resultaterne er ikke meget bedre end de metoder der tidligere blev benyttet.
Oldtidens vismænd havde en lang række varsels-metoder, bl.a. astrologi, fuglenes flugt, offerdyrs indvolde, tilfældige opslag i hellige bøger o.lign. En meget brugt metode var, når man startede på noget nyt, at tage varsel af det der skete i begyndelsen af perioden og lade det fortælle hvordan hele forløbet skulle gå (“godt begyndt er halvt fuldendt”).

Mærkerne
For bønder har især vejret det kommende år betydet alt, og det er på denne baggrund brugen af julemærker skal forstås. Mærkerne kom dog først til Danmark med indførelsen af Jesu fødselsdag til erstatning af den gamle Jul, d.v.s. i løbet af de første par århundreder af sidste årtusinde. Indførelsen af kristendommen tog tid, det har kun været i hans egne øjne at Harald Blåtand “gjorde danerne kristne”. F. eks. skriver pave Gregor 7. den 19/4-1080 et brev til den danske konge, Harald Hen, hvori han udtrykker bekymring for folkets tro og beder kongen rette op på tilstanden i landet hvor man gav præster og kvinder skylden for dårligt vejr.
Julemærkrne har været kendt i hele Vesteuropa og kan træffes så tidligt som i det 10. århundrede i Byzans.
Der argumenteres for metodens værdi i tidens bondepraktikaer på følgende måde (Bonde=praktika eller Veyr=Bog 1744, KB):

Merk fremdeles de Viises Lærdom her,
Hvorved Veyret kiendendes er,
Af efterfølgende Tegn meer,
Dertil have de Gamle haft stor Begier,
Af hvilke de Grunde kunde forstaae,
Hvad Veyr det gandske Aar skal gaae,
Det merke de tolv Dage alleene,
Fra Jule-Dag til den tolvte Dag vi meene.
Ligesom Veyret paa hver Dag monne skee,
Saa skal det blive, det skal du see
Udi denne Maanet hannem hører til,
Som jeg dig hernest efter lære vil....

Vil Jule-Dag sig paa en Mandag begive,
Saa skal Vinteren varm og kold blive,
Et maadeligt Veyr finder du her,
Vaaren god, Sommeren med U-veyr.
Stor Storm det Aar forvist skal komme,
Og mange Land giøre liden Fromme.
Høsten bliver god og megen Viin,
Hver faaer liden Honning hiem til sin.
Bier og Fæ skulle da almindelig døe,
At mange for Honning og Melk lider Nød.
Mange Qvinder skulle da forsage,
Og hiertelig deres Mænds Død beklage.
Dog skulle somme en Viise qvæde,
Drikke med hinanden af inderlig Glæde,
Og sige: hvad død er, det lade vi blive,
Der ere endnu mange Mænd i Live.