Solens yderste "planet" blev først opdaget i 1930 af amerikaneren Tombaugh, efter lang tids søgen. Dens bane og sammensætning passer ikke med den teori der er for solsystemets dannelse, så måske er Pluto ikke nogen "rigtig" planet.

Middelafstanden til Solen er 5,8 mia. km, og banen er meget eliptisk, således var Pluto nærmere Solen end Neptun i årene 1979-99. Det tager den 248,5 år at fuldføre et omløb.
Planetens diameter er 2300 km og dens masse er kun 0,2% af Jordens. Massefylden er lav, den består af is og sten og har en tynd methan-atmosfære. Den roterer en gang rundt på 6,4 dage.
I 1978 blev en meget stor måne opdaget, den blev kaldt Charon; den er tæt på Pluto (20000 km), og de to legemer roterer bundet om hinanden (vender altid samme side mod hinanden). Charon består mest af is og er knap 1500 km i diameter. Senere er fundet to måner yderligere.

Denne dobbeltplanet et meget stort medlem af det bælte af kometer, der ligger lige uden for Neptuns bane. Det hedder Kuiper-bæltet.