For at beregne søndage indførte kirken søndagsbogstavet a for 1. januar, b for 2. osv. indtil det 7. bogstav g og derpå forfra igen, hvert år havde derfor et bestemt søndagsbogstav og alle dage med dette bogstav var søndage. Ved skudår indførtes jo en ekstra dag d. 24. februar som fik samme søndagsbogstav som d. 23. så der måtte være to søndagsbogstaver ved skudår, et til før og et til efter 24/2, ellers ville der komme en uge med otte dage.

Skikken med, at kvinder kan fri på skuddagen skulle stamme fra år 1288, hvor dronning Margaret af Skotland gav sine medsøstre denne ret i et dekret^*). Og den gang kunne manden ikke - som nu - undgå sin skæbne ved at ryste op med hverken 12 par handsker eller strømper. Hvis han ville afslå frieriet var prisen 100 pund - og det var den gang mange penge (ca. £60000 nutidspund eller 646000 kr (udregnet med http://www.eh.net/hmit/ppowerbp/)!
Denne historie er nok ikke sand for Margaret var født i 1283 i Norge som datter af den norske kong Eirik Præstehader og Magaret af Scotland, hun blev dronning af Skotland i 1286 (og der var en formynderregering), den skotske konge Alexander III døde i 1286 og hans dronning Yolande (som han var blevet gift med fem måneder inden sin død), der hævdede at være gravid, krævede magten. Men det blev opdaget at det ikke passede og den eneste efterkommer var Magaret, hendes mor, Magaret af Scotland (død 1283), var datter af Alexander III, hendes grandonkel Edvard I af England blev blandet ind i de usikre forhold og i 1290 bestemte han at hun skulle giftes med hans søn (senere Edvard II), men på vejen fra Norge til Skotland blev Margaret syg og døde på Orkneyøerne i 1290. I 1292 blev John Bailiol som den sidste skotske konge kronet på den gamle kroningssten, The Stone of Scone, denne sten blev taget fra skotterne i 1296 af Edvard I, og lå i Westminster Abbey indtil 1996 hvor den blev leveret tilbage, nu er den på Edinburgh Castle.

I 1720 kunne herredsfoged Christen Sørensen i Rind meddele at "I dette år, som var et skudår, gifte sig mangfoldige folk, blev og særdeles mange kvindfolk lokket". At kvinderne blev "lokkede" betyder, at de fik børn uden for ægteskab. Så før i tiden var skudår år hvor meget kunne gå galt.
H. C. Andersen skriver i eventyret "Ugedagene", 1872: Fredag var klædt ud som ung Pige og kaldte sig Freia, ogsaa til en Forandring Venus, det kom an paa Sprogbrugen i de Lande hvor hun traadte op. Hun var iøvrigt af en stille, blid Charakteer, sagde hun, men i Dag flot og fri; det var jo Skuddag, og den giver Frihed for Qvinden, da tør hun, efter gammel Brug, frie selv og behøver ikke at lade sig frie til.
I dag vil de fleste nok hævde at februar har 29 dage når det er skudår, men grunden er at vi i dag gerne vil nummerere alt. I middelalderen havde hver dag tilknyttet en helgen og da der var 28 helgener tilknyttet februar var måneden altid på 28 dage. I skudår indskød man en ekstra dag efter d. 23. den havde ikke knyttet en helgen til sig og var egentlig en dag udenfor kalenderen (altså ikke en februardag), og dagen derpå fortsatte man med februars dage. Derfor ser man det sære forhold i vor kalender, at ved skudår er alle dagsnavnene efter 24. februar skudt en dato frem i forhold til almindelige år. På primstave og andre evighedskalendere finder man tilsvarende at februar har 28 dage.
Det fremgår mange steder at EU har deklareret at fra år 2000 er den 29. at regne for skuddag og samme dag skulle regnes for skuddag af Den Katolske Kirke, men kilden til denne oplysning er ikke fundet.

I den førislamiske kalender havde man ca. hvert tredie år en ekstra skudmåned kabîsa for at månedsstarten skulle vedblive med at falde sammen med nymånen og måneåret kun skulle rykke lidt frem og tilbage i forhold til solåret, men kabîsa blev afskaffet med koranen.