Peder Horrebows
beskrivelse af Københavns brand i 1728 findes i bogen Basis Astronomiae
det er derpå oversat fra latin af lektor Ole Olesen og udgivet i Axel
V. Nielsens bog Ole Rømer, København 1944. Indscannet af Erling
Poulsen. Her er alle aa erstattet med å og navneordene har fået lille
begyndelsesbogstav for at gøre teksten mere læselig for en der har gået
i skole efter 1948.
Horrebows beskrivelse er i
kapitel X (§§ 139‑184), der handler om Rømers undersøgelser over
fiksstjernernes årlige parallakse, den lille bevægelse sigtelinien til
en stjerne burde have på grund af jordens bevægelse rundt om solen. Det
ser ud, som er Horrebow i sit arbejde med at skrive det nævnte kapitel
af Basis Astronomiae blevet afbrudt af ildebranden, i § 167
forlader han pludselig sit emne og går over til at omtale branden.
§ 167. ------ (Men hvad
hører jeg! en menneskeskare, der løber frem og tilbage på pladsen og
råber! Lyd af fløjter, pauker, klokker o. s. v. ak, det er en
ildebrand, der tager overmåde kraftigt til) den 20.oktober 1728,
klokken 7 om aftenen. se § 131).
§ 168. Jeg venter;
ildebranden er langt borte fra mit hus, og i denne by plejer den altid
at blive slukket i det hus, hvori den opstår; Måske frygter jeg uden
grund. Branden, der tager stadig kraftigere fat, hærger
nabobygningerne, den breder sig længere og længere ud, thi gløder, der
spredes over endog lange afstande, antænder de bygninger, de træffer.
Dog svinder håbet ikke endnu; thi vinden, der blæser fra sydøst, vil
med guds hjælp snart få branden til at ophøre. Omtrent otte timer efter
kaster vinden, der nu kommer fra syd, store ildflager hen over mit hus (det
lå i Studiestræde) og antænder og hærger huse, der ligger langt på
den anden side af dette; også meget træværk antændes på min grund og
styrter sammen, og mine klæder svides; mange ting, der ligger på mit
loft, trues af øjeblikkelig fare.
§ 169. Tjenestepigerne
sendes bort med otte børn (Horrebow fik i alt 20 børn med den samme
kone), deraf fire upåklædte lige fra sengen, ammen går bort med det
nyfødte barn (Peder Horrebow d.y. som
senere blev observator på Rundetaarn); undervejs kommer hun
bort fra de øvrige og er ikke til at finde i tre uger. Sammen med mig
forbliver min hustru, der lige havde rejst sig af barselseng, og min
ældste, sekstenårige søn; vi flytter alt, som hurtigt kan bæres bort,
hjulpet af vore venner, som snart vil blive udsat for den samme fare.
Til de akademiske auditorier bæres bøger, indbo og især astronomiske
observationer. To til tre timer senere rejser vinden sig kraftigt fra
vest; den sender brandflager i tætte rækker og minder nogle af de
venner, der er sammen med os i auditorierne, om, at de nu skal sørge
for sig selv og har nok at gøre med deres egne sager; adskillige, der
mener, at de endnu er uden for fare, bliver og hjælper os, og mine ting
bæres over i det astronomiske tårn; fremmede fylder alle adgange til
tårnet neden for mig med deres bohave. Udmattet af luften,
anstrengelser, nattevågen og bekymring går min ulykkelige hustru bort
for at søge sine børn, medens det endnu er muligt at komme ned; jeg
selv kan næppe mere løfte mine hænder, men bliver sammen med min søn,
skønt jeg snart, mens jeg betragter mit brændende hjem, næsten afskæres
fra at komme ned og ud, idet forskelliges møbler stuves sammen neden
for mig i tårnets gange.
§ 170. Af studenterne
fjernes fra auditoriet i collegium regium (regensen) lige
overfor tårnet tegl, hvormed det underliggende bjælkelag omhyggeligt
dækkes; således håber jeg, at tårnet sammen med den tilliggende kirke
vil blive reddet; og for auditoriet var denne plan heldbringende, men
vinden, der i nogle få timer blæste fra nordvest, antændte kirkens
lille tårn (klokketårnet) omtrent klokken fire om eftermiddagen
d. 21. oktober. Op til dette spir støder meget bygningsværk af træ,
idet det akademiske bibliotek med de mange reoler ligger neden under;
her har jeg ikke lang tid at tøve; jeg kaster ud af vinduerne puder og
lagener, som tyve, der står nedenfor med udstrakte arme, griber og
løber bort med. Hvorfor skal jeg da opholde mig her længere med fare
for mit liv.
§ 171. Heldigvis havde jeg
hjemme samlet nogle få manuskripter, som jeg dog hurtigt kunde finde
blandt mine småting, skønt de var bragt i største uorden, og tage dem
til mig, og otte malmtavler, der var bestemt til selve dette værk.
Disse, der nu lå i et skrin, tænker jeg at tage ud derfra og således
frelse dem fra de truende flammer, men i tingenes store forvirring er
nøglen blevet borte, derfor nødes jeg til at bære også selve skrinet,
så at jeg ikke har kræfter til at tage noget andet med mig. Jeg lader
da alt andet, også værdifulde ting, blive tilbage og bringer, snart
gående, snart krybende, mit skrin ned og bærer det med min søns bistand
ud ad den eneste udgang, der var. Vore tanker virker ikke rigtigt mere
vi synes snarere at handle efter instinkt end efter en plan. Op på mine
skuldre sætter min søn skrinet, som han ikke selv magter at bære, og
han går hen for at søge efter vor familie, som jeg ad en anden vej
begynder at opsøge, idet jeg bærer alt mit med mig; og undervejs
fortæres min hat af flammerne; bevæget af medynk rakte en anden mig en
hat, jeg véd ikke hvem eller hvor.
§ 172. Jeg ønsker, at
denne lange parentes skal læses her, for at ikke eftertiden skal tro,
at så talrige og så nøjagtige observationer, Rømers og mine, er gået
til grunde ved nogen forsømmelse fra min side; intet har jeg taget mig
eller tager mig så nært som dette tab. Læseren vil let kunne forstå,
hvor meget denne ulykkelige udarbejdelse af den årlige parallakse har
kostet mig; min beskrivelse har jeg udgivet på egen bekostning; flere
eksemplarer har jeg uddelt gratis til mine venner og andre, adskillige
har jeg også ikke uden udgift sendt til udenlandske venner, de øvrige
fortæredes for størstedelen af ildebranden. Men Rømers undersøgelse
angående den samme parallakse tillige med dertil hørende ting har jeg
unddraget de fjendtlige flammer med opofrelse af egne værdifulde ting,
som jeg ellers havde kunnet frelse.
1) Horrebow
henviser i § 167 til § 13, der følger efter en ufuldendt beskrivelse af
Tyge Brahes store globus. Den stod på Rømers tid på Rundetaarn og
brændte også i 1728.
§ 13. Til dette punkt var
beskrivelsen af den fortræffeligste globus, som nogen tidsalder
nogensinde har set, ført frem, da denne, ved den dødbringende brand,
der var opstået i københavn d. 20. oktober 1728 klokken 7 om aftenen,
blev ødelagt i det astronomiske tårn d. 21. oktober kl. 6 om aftenen,
så at der nu intet ses af den undtagen meridianen og jernaksen og nogle
messingplader, og de er ikke engang uskadte. Ak! Derfor fejrer vi nu i
sorg ligfærden over denne så berømte fremstiller af himmellegernernes
gang.
|