Menuside |
Observatorier
i kulturbyen København.
af
Erling Poulsen Som .pdf-fil
|
Inden for skandinavisk kultur har København
spillet rollen som formidler mellem Europa og resten af Norden. Byen
har som gammel handelsstad ført mange forskellige folk til, med en
voldsom kultursynkretisme som resultat.
Byen var i 1997 valgt til europæisk kulturby, og da astronomi og
verdenssyn er en vigtig del af kulturen, har jeg prøvet at undersøge
hvilke observatorier, der har eksisteret, og hvor de har ligget.
Resultatet overraskede mig; der har været betydelig større astronomisk
aktivitet, end jeg regnede med.
|
Det ældste observatorium skyldes som så
meget andet Tycho Brahe. Som højadelig havde han
tit ærinder i København, og i de perioder kunne han ikke observere
stjernerne.
Når han opholdt sig i byen boede han i den gård, han var blevet skænket
af Chr. IV i Farvergade. Byvolden lå hvor Vester Voldgade nu ligger, og
lige ud for Farvergade som tidligere hed
Søndergade var et middelalderligt vagttårn "Køge Barfred"
(barfred betyder forsvarstårn), her kom så stranden som fulgte
Løngangsstræde (tidl. Møllebækstræde). Et vagttårn, Vandmølletårnet lå
ca. der hvor Gåsegade (oprindelig Vandmøllestræde) og Vandkunsten
(!!!!) ligger (Vandkunsten var et vandmølle de bl.a. malede for
slottet, vandet må have været ledt fra voldgraven ved "Køge Barfred"
til møllen og videre ud i stranden). Selvom Vandmølletårnet
lå i ruiner, var den stencylinder, der var tilbage, et godt fundament
for Tycho Brahes instrumenter; samtidig var cylinderen hævet lidt over
byens huse, så der var et godt udsyn.
I 1589 fik Tycho tilladelse til at benytte tårnet som observatorium, og
herfra blev himlen iagttaget, lige indtil den kongelige velvilje
omkring Tycho kølnedes i 1597, og tilladelsen blev inddraget.
|
Tycho havde flere elever; mange kom til at
beskæftige sig med emner, der lå langt fra astronomien, men en elev
holdt ved, den dygtige beregner Christian Longomontanus.
Han startede sin karriere som fattig bondesøn fra Lomborg ved Lemvig;
først som 26-årig blev han student og kom på Universitetet; herfra kom
han allerede året efter til Hven som Tychos assistent. Han var den
assistent, der i januar 1600 ankom til Prag med Tychos instrumenter, og
her færdiggjorde han Tychos måneteori.
Allerede i efteråret 1600 vendte Longomontanus hjem, han tog ophold hos
den lærde Holger Rosenkrantz, hvor han underviste; senere fik han
støtte af kansleren Christian Friis til Borreby og blev i 1605 udnævnt
til professor.
I 1610 fik han bevilget penge til et observatorium, der lå på hans
bopæl i St. Kannikestræde (omtrent der hvor nr. 13 er i dag). Han fik
også fremstillet forskellige instrumenter, der senere indgik i
Rundetaarns første instrumentsamling.
|
I løbet af 1600-tallet var de europæiske
lande for alvor begyndt at interessere sig for den verden, der lå
udenfor Europa; konkurrencen om kolonierne var begyndt.
Den danske kong Chr. IV ville også være med, men en forudsætning var
pålidelige stjernekort og astronomer, der kunne uddanne skibsførerne i
stjernenavigation. Staten havde brug for et observatorium.
Grundstenen til det blev lagt i 1637, og Rundetaarn stod færdig i 1642.
På tårnet blev observeret helt frem til 1860, da pladsen var blevet for
trang, og de professionelle astronomer flyttede til nye bygninger.
Ole Rømer
blev leder af Rundetaarn i 1685. I løbet af nogle år fik han
nyindrettet observatoriet med gode instrumenter, men der var et
problem. Hans instrumenter var så nøjagtige, at de ganske små
rystelser, der skyldtes vognkørsel i Købmagergade og klokkeringning fra
naboen Trinitatis Kirke, forstyrrede observationerne.
Rømer opgav tårnet og byggede i 1690 et observatorium hjemme hos sig selv. Det var så heldigt, at
han netop havde fået et grundmuret (stabilt) hus i St. Kannikestræde (i
dag nr. 14), og her opsatte han et transitinstrument.
Efter Rømers død blev transitinstrumentet oplagret på naboejendommen,
Borchs Kollegium, hvor et observatorium blev indrettet i 1712. Dette
observatorium fungerede indtil Københavns store brand i 1728, som især
lagde denne bydel i ruiner.
Branden var så stor en belastning for både private og staten, at
Rundetaarn først kom til at fungere igen i 1740, og ingen private
observatorier blev oprettet i en årrække.
|
Først omkring 1765 begyndte nye
observatorier at skyde op igen. Et af de første blev indrettet af den
indflydelsesrige greve Otto Thott (leder af danske kancelli,
indenrigsminister). Han var i 1763 flyttet til Kongens Nytorv, hvor Den
Franske Ambassade ligger i dag. Grunden til flytningen var, at han ikke
kunne få plads til sin store bogsamling (138.000 bind), hvor han
tidligere havde boet.
I haven bag boligen byggede han en treetagers bygning til samlingen, og
på taget af bygningen indrettede han et observatorium. I forbindelse
med Struensees voksende magt blev Thott fyret i 1770, og han kunne da
fordybe sig i sine videnskabelige interesser. Hans indflydelse på
staten vendte tilbage efter Struensees fald, og han var en af
hovedmændene ved finansieringen af Rundetaarns nyindretning under
professor Bugge efter 1777.
Bygningen med observatoriet blev nedrevet i 1899, da man skulle anlægge
Palægade.
|
Et mere beskedent observatorium på Gl.
Strand blev indrettet samtidig med Thotts; bagmanden var
kancellisekretær i krigsministeriet, Johan Samuel Augustin.
I observatoriet var en meget fin 10 fods akromat fra Dollond, den blev
købt af Bugge ved Augustins død i 1785 og opsat på Rundetaarn
|
I Fredericiagade 18 boede den berømte
skibsbygger Gerner (Gernersgade er opkaldt efter ham), han var også
interesseret i stjernehimlen og havde fra begyndelsen af 1770'erne et
privatobservatorium. |
Den kendte og begavede Kamma Rahbæks far,
assessor Hans Heger, boede i Nørregade; en af hans mange interesser var
astronomi, og i haven (omtrent hvor Folketeatret ligger i dag)
oprettede han i 1774 et observatorium. Han sleb selv sine linser
(hvilket, både dengang og siden, var usædvanligt for danske
astronomer), og med sine hjemmebyggede instrumenter observerede han
sammen med sin datter.
Kamma blev gift med Knud Lyne Rahbæk og deres hjem "Bakkehuset" blev
tidens litterære samlingssted. Den unge digter J. L. Heiberg fik her
vakt sin interesse for astronomi, og senere i sit liv, da han boede i
det tidligere Søkvæsthus (nu Orlogsmuseum), oprettede han et
observatorium (ca. 1845).
Heiberg udgav fra samme år også tidsskriftet Urania, det første
astronomi ske tidsskrift på dansk!
|
I begyndelsen af 1850'erne var forholdene
på Rundetaarn, som tidligere omtalt, blevet for trange; nye
instrumenttyper krævede mere plads. I første omgang forsøgte man
alligevel (på tegnebrættet) at nyindrette platformen med nye bygninger,
men det lod sig ikke gøre. Derfor måtte Universitetsobservatoriet i
1860-61 flytte til nybyggede lokaler på Østervold. Her har det ligget
siden, selvom beliggenheden ikke var særlig god; kort efter, at det var
færdigbygget, fik København elektrisk lys, der stærkt nedsatte
observationsmulighederne.
Og efter 1. Verdenskrig blev en tunnelbane anlagt næsten lige under
observatoriet med rystelser til følge.
|
I 1875 boede der i Brolæggerstræde 2 en for
astronomipopulariseringen meget vigtig person. Det var kommunelærer
Thorvald Köhl. Han indrettede et lille observatorium i sit tagvindue.
Fra 1883 blev han skoleforstander i Odder, og her oprettede han det
vigtige Carina-observa torium i 1903, et kursuscenter med støtte fra
både staten og Århus amt
|
Omkring århundredskiftet voksede interessen
for astronomi i offentligheden, og en række observatorier opstod. Det
begyndte med, at Victor Nielsen, som boede på hjørnet af H. C.
Ørstedvej og Åboulevarden, oprettede et privatobservatorium i 1887; fra
1892 endda med statsstøtte.
I 1897 flyttede han til Dronning Olgasvej 25, og her byggede han Urania
Observatoriet, der blev et center for popularisering, hvor
amatørastronomer kunne mødtes. Bl. a. havde Ejnar
Hertzsprung (fader til HR-diagrammet, se Naturens Verden 6/1993)
sin gang her.
Den store kikkert fra dette observatorium står nu i Aalborg i et
observatorium af samme navn. Kredsen af amatører, der kom på
observatoriet, dannede i 1915 Astronomisk Selskab og begyndte at udgive
Nordisk Astronomisk Tidsskrift; den første redaktør blev Carl Luplau
Jansen. Fra 1918 (efter Victor Nielsens død) overtog Luplau Jansen
Urania Observatoriet.
|
Nede på Svineryggen (den sti der går langs
Sct. Jørgens Sø modsat Tycho Brahe Planetariet) var Carl Scherbe
begyndt at vise offentligheden verdensrummets herligheder med sin egen
kikkert i 1906.
Senere (fra 1910) flyttede han til et lille observatorium på
Landbohøjskolens grund (forsøgsmarkerne) på Rolighedsvej.
|
Ude på Østerbro i Hallinsgade 8 boede en
dygtig urmager, som hed Jens Olsen. I sin karriere byggede han mange
gode kikkerter, og som bekendt sluttede han karrieren med at bygge
verdens mest avancerede mekaniske ur. I 1910 indrettede han
privatobservatorium.
|
Under og lige efter 1. Verdenskrig skød
privatobservatorierne op som muldvarpeskud. Den store interesse i
offentligheden for astronomi fik, med Luplau Jansen som initiativtager,
Københavns kommune til at oprette Folkeobservatoriet på Rundetaarn i
1929.
|
Af andre observatorier fra perioden kan
nævnes:
Folkeobservatoriet Astrea (Søborg, oprettet 1917)
Alkyone (bankfuldmægtig Krüger, Holte)
Secci (Andreas Nissen, Holte, 1915)
Alcor (Charlottenlund, ca. 1915)
Dahlerup-Petersens obs. (Frederiksberg)
Algol (Kierulf, Frederiks berg, ca. 1921)
Landbohøjskolen (1921)
Orion (Åge Fock, Frederiksberg, ca. 1922)
Madsen (Haslegade)
Spica (Axel V. Nielsen, Glostrup, ca. 1922)
Maaløe (Valbylanggade, 1924)
Edelberg (Hellerup, 1928)
N. P. Wieth-Knudsen (Frederiksberg, 1930)
Holte Gymnasium (1932)
P. J. Rasmussen (Amager, 1933)
Søndermarksskolen
Per Darnell (Rødovre, 1936)
Teknisk Højskole
Retsmedicinsk inst. (benyttet af den senere prof. Sand)
Frederiksberg Slot
Helge Pedersen (Frederiksberg, ca. 1940)
og E. V. Petersen (Amager, 1944). |
Efter 2. Verdenskrig fladede interessen for
astronomi lidt ud i offentligheden, for at komme tilbage med fornyet
styrke i slutningen af 1960'erne (månelandingerne).
I dag oprettes mange nye observatorier, ikke mindst fordi moderne
produktionsmetoder har gjort gode kikkerter prisbillige. |
Litteratur og kilder:
red. Claus Thykier, Dansk Astronomi gennem
400 år, Rhodos 1990.
Palle Birkelund, Skalk 2/86 s. 20 ff.
Ramsing, Københavns ejendomme 1377-1728, bd. IV.
Mejborg, Borgerlige huse, særligt professor-residenserne 1540-1630.
Københavns Universitet 1479-1979, bd. IV.
Jens Hede Jensen, Astronomi i Danmark på Chr. IV's tid, specialeopgave
Aarhus Universitet, 1985.
Thorvald Köhl, billedsamling, Rundetaarn.
København før og nu, Supplement 1, om Borchs Kollegium, side 208.
Nordisk Astronomisk Tidsskrift, 1919, 1920, 1921, 1922, 1924, 1928,
1929, 1933, 1935, 1944.
Urania, marts 1910.
Astronomisk Selskabs liste over observatorier, 1990.
Personlige meddelelser fra Per Darnell.
|
|
|
|