Menuside
Danmarkskortet
Astronomisk stedsbestemmelse
af Erling Poulsen
Et steds breddegrad er meget enkel at finde, på den nordlige halvkugle er det lig himmelpolens (Nordstjernens) højde over horisonten, eller mere nøjagtigt ved at måle højden af en cikumpolær stjerne1) i øvre og nedre kulmination og så tage gennemsnittet2).

Længdegraden bestemmes ved hjælp af to synkroniserede ure, et på stedet og et på den tilfældigt valgte nulmeridian og derpå bestemme tidsforskellen mellem én stjernes kulmination det ene sted og det andet sted. I middelalderen var urene upræsise, men kunne synkroniseres nogenlunde hvis en astronomisk begivenhed (normalt en måneformørkelse) kunne ses fra begge steder. En anden metode, som brugtes i oldtiden, var fra to forskellige steder at iagttage hvilke to kendte stjerner, der var i meridianen ved begyndelsen af en måneformørkelse, forskellen i stjernernes rectascension3) vil så være forskellen i længde i buemål.
Som nulmeridian valgtes op til nyere tid normalt hovedstaden i det pågældende land (i Danmark har Rundetaarn været brugt), men i nyere tid er internationalt valgt den meridian der går gennem Greenwich Observatoriet i London.


Triangulation (trekantsmåling).
Brugen af trigonometri til afstandsmåling indenfor kartografien stammer fra en bog af Gemma Frisius fra 1553, hans elev Mercator opmålte Flanderen i 1540 ved anvendelse af metoden.
I 1578 anvendte Tyge Brahe metoden ved en opmåling af Øresundsregionen med Hven som centrum, og af et brev fra Fr. d. II fra 1585 til ham fremgår, at der var planer om at opmåle hele Danmark ved hjælp af metoden, men det blev dog ikke til noget.
Den første opmåling af et helt land (Frankrig) med metoden fuldførtes af Jacques Cassini i 1740'erne.
Tycho Brahes kort over øen Hven.
Ptolemaios' Nordenskort ca. 200 e. Kr.
(originaler kendes ikke, kun byzantinske kopier fra 1200-tallet)
Middelhavslandenes kendskab til norden var yderst ringe, af en kortudgave fra Bologna 1477 fremgår at Danmarkskortet er tegnet på grundlag af kun 13 punkters længde- og breddegrader; udover disse få punkter blev rejsedagbøger, med oplysninger om hvor mange dagsrejser der var mellem lokaliteter, brugt. De forskellige udgaver af hans kort er da også meget forskellige.
Svenskeren Olaus Magnus udgav et nordenskort i Venezia 1539, kortet var en væsentlig forbedring for den skandinaviske halvøs vedkommende, men gengivelsen af Danmark er ikke så god.
15- og 16-hundredtallet.
I slutningen af 1500-tallet udkom flere Danmarkskort, især skal nævnes Marcus Jordans arbejder. Kortene hvilede på Ptolemaios' arbejde, men de flere og flere stedsbestemmelser, gjorde kortene mere nøjagtige.
Under Chr. IV startede et større kartografisk arbejde og resultatet udkom i 1688 i Peter Resens "Atlas Danicus".
Danmark kommer til at "ligne" sig selv.
Først i 1757 begyndte et systematisk arbejde på at få lavet et pålideligt Danmarkskort, initiativet til arbejdet kom fra studiosus Peder Koefoed, og arbejdet blev organiseret af Videnskabernes Selskab.
Fra 1763 blev Danmark opmålt ved triangulation og den første basislinie fra Tinghøj i Mørkhøj til Brøndby Høj blev målt i 1764.
Militæret var ikke tilfreds med kortene, der udelukkende viste afstande, byer og veje, de havde også brug for højdekoter4). Koterne var nødvendige når man i skjul skulle manøvrere i landskabet. Derfor overtog generalstaben kortlægningen i 1842. Og i 1928 blev Geodætisk institut oprettet.
1)En stjerne der ikke går under horisonten i døgnets løb. F.eks. stjernerne i Karlsvognen.

2)En stjerne siges at kulminere når den bevæger sig gennem et steds meridian (Syd-Zenit-Nord plan), øvre kulmination sker når stjernen skærer meridianen over himmelpolen og nedre k. er når stjernen skærer m. under polen.

3)Stjernens sted på himmelkuglen projiceres vinkelret ind på himlens ækvator, buemålet fra forårs punktet (dér hvor ekliptika skærer ækvator) til stedet kaldes rectascensionen.

4)En højdekote er en linie der går gennem punkter med samme højde over havoverfladen

Her er en .pdf-fil med beskrivelser af nogle landmålerinstrumenter.

Et undervisningsprojekt i landmåling