Solpletter
Af Erling Poulsen
Når man iagttager Solen, viser det sig, at den har en plettet
overflade. Mørke områder går og kommer, og områdernes bevægelse hen
over solskiven viser, at Solen roterer.
Solpletterne opstår, når lokale magnetiske storme på solens overflade
forhindrer varm gas i at stige op. Derfor er stedet for stormen
koldere, og dermed mørkere end omgivelserne.
Det har vist sig at solpletternes antal varierer med ca. 11 års
mellemrum, og der har været perioder, hvor antallet af pletter, når der
var flest, har været lavt. På Solen sker også store eksplosioner, og
dem er der flest af, når der er mange pletter. Ved eksplosionerne
slynges stof væk. Stof der rammer Jorden og påvirker vores omgivelser,
mest tydeligt når det indfanges af Jordens magnetfelt og falder ind i
atmosfæren ved vore magnetpoler - dér dannes nord- og sydlys.
Når
en solpletperiode starter, er der flest pletter langt fra Solens
ækvator. Efterhånden dannes de på lavere og lavere breddegrader, og ved
maksimum er der flest på ca. 15° bredde. på billedet er de enkelte
pletter angivet dag for dag som funktion af deres bredde.
Et eksempel på et kraftigt udbrud:
Solen selv er dækket af en skive
for at forhindre overeksponering.
Klimaet og solpletterne
|