Delfinen
Erling Poulsen
Zeus besøgte engang den
skønne nymfe Maia, mens hans kone Hera sov. Ti måneder efter nedkom
Maia med sønnen Hermes. Som halv-gudebarn voksede han hurtigt, og
allerede i vuggen begyndte han at kede sig; han sprang ud af vuggen og
mødte en skildpadde, af dens skjold lavede han en lyre, som han straks
begyndte at spille fortryllende på. Han blev dog hurtigt træt af at
spille og fik lyst til at stjæle sin brors, guden Apollons, kvæg.
Apollon opdagede tyveriet og fandt Hermes, som benægtede ethvert
kendskab til det. Men da han fandt det stjålne kvæg og går til Zeus for
at klage, må Hermes gå til bekendelse. Zeus morer sig over historien om
den spæde kvægtyv, og brødrene forliges mod at Apollon får lyren. Til
erindring om denne historie fik lyren sin plads på himlen.
Tæt ved Lyren er stjernebilledet Svanen, for svanen var Apollons fugl.
Da hans søn Kyknos, i et anfald af ulykkelig kærlighed, sprang ud fra
en klippe, døde han ikke, men blev forvandlet til en svane, som fløj
bort. Til minde om det kom Apollons fugl på himlen.
Lyren overgav Apollon til sangeren Orpheus, som med den og sin sang
kunne bevæge alle. F.eks. døde hans kone Eurydike af et slangebid,
hvilket han selvfølgelig blev ked af; Orpheus drog derfor ned i
underverdenen, hvor de døde var, og med sin sang og spil rørte han de
dødes hersker Hades så meget, at han fik konen igen, for dog at miste
hende til Hermes på tilbagevejen.
Orpheus dyrkede Apollon, og da den nye gud Dionysos kom til Grækenland,
for at blive dyrket ville Orpheus ikke vende sig fra sin gamle gud. Det
blev Dionysos så fortørnet over, at han sendte sine vilde kvinder,
Mænaderne, efter ham; de sønderrev ham og hans hoved og lyre kom til
øen Lesbos.
På Lesbos boede en anden dygtig sanger, Arion, han frydede alle med sin
sang og lyrespil. Han var så dygtig, at når han spillede, faldt selv
den vildeste flod til ro. Engang havde han været på Sicilien for at
spille og dér var han blevet godt betalt, da han så ville sejle hjem
med alle sine rigdomme, ville sømændene stjæle fra ham. Han fik dog lov
til at spille inden de skulle slå ham ihjel, og han spillede så
søfolkene glemte alt om sig; pludselig sprang han overbord og kom kort
efter til syne ridende på en delfin. Guderne satte delfinen på himlen
som tak for dens redningsdåd.
1) Svalocin, er et navn, som ikke er
arabisk. Det viste sig første gang i Palermo Observatoriets katalog i
1814, og er en ansats, Nicolavs
Venator, navn stavet bagfra. Stjernen er en blå dværgstjerne i en
afstand af 270 lysår.
2) Rotanev, er også opkaldt efter astronomen ovenfor (stavet bagfra,
han har ikke været uden humor). Det er også en dværg, den er 96 lysår
væk.
Yderligere litteratur:
Burnham's Celestial Handbook
Fremads Stjerneatlas.
Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.
Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.
Himlens billedbog, E Juul Clausen.
Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.
Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.
Stjernehimlen, Henry Nørgaard.
Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.
|