Fra Jorden ses Solen i årets løb bevæge sig en gang rundt på himmelhvælvingen.
Stjernerne langs dens vej har siden oldtiden især symboliseret dyr, men den gennemløber også fire menneskelige stjernebilleder. Dyrekredsen er en meget gammel kalender.
Når sumererne i oldtidens Irak så Solen stå op, lige efter tilsynekomsten af Vandmandens stjernebillede i øst, varslede det regntidens begyndelse. Det gør det ikke mere, for Jordens akse og dermed årstidernes stjernebilleder har ændret sig. Efter regntiden var floderne fulde og det var tid for fiskene, Fiskenes stjernebillede.
Når Solen, landbrugets hersker, brændte midt på sommeren, stod stjernebilledet for dyrenes konge, Løven, op med den. Og når den varme tid var ovre, varslede Solens opgang med stjernebilledet Kornneget høstens komme. Senere kaldtes Kornneget for Jomfruen. Ofte ses hun afbildet med et neg i hånden.

1) Regulus (den lille konge), er 85 lysår væk og lyser som 160 sole.
2) Denebola (løvehalen), er en stjerne der meget ligner Sirius, den er blot i afstanden 43 lysår.
3) Al Geiba (løvemanken), er en smuk dobbelstjerne for en middelstor kikkert. De to stjerner lyser som 90 og 30 sole og afstanden er 90 lysår.
4) Zozma (bæltet), lyser som 50 sole og afstanden er 80 lysår.

Yderligere litteratur:
Burnham's Celestial Handbook
Fremads Stjerneatlas.
Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.
Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.
Himlens billedbog, E Juul Clausen.
Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.
Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.
Stjernehimlen, Henry Nørgaard.
Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.