Store Bjørn
Karlsvognen
Erling Poulsen
Kongedatteren Callisto
blev forført af overguden Zeus, hun fødte derpå sønnen Arkas. Zeus'
kone Here forvandlede som straf mor og søn til to bjørne, dem satte
Zeus på himlen. I sidste ende fik Here dog sin hævn, for hun nægtede
bjørnene nogensinde at gå til hvile under horisonten, og lod dem
overvåge af en bjørnevogter.
Da halespidsen af Lillebjørn er Nordstjernen, vil stjerner tæt på
bjørnene aldrig komme under horisonten når de betragtes fra Grækenland.
Men grækere i Ægypten oplevede, at Store Bjørn gik ned under
horisonten, derfor foreslog grækeren Anaximander ca. 600 f. Kr., at det
kunne forklares, hvis Jorden var en kugle.
Ægypterne opfattede bagen
på Storebjørn som guden
Osiris' vogn eller båd, med hvilken han drog rundt på himlen.
Når grækerne brugte det ægyptiske billede kaldte de Vogteren,
Philomelos, vognens opfinder.
Også nordboerne så vogne i stjernerne. Storebjørn blev til Tors vogn
eller Karls vogn og Lillebjørn til Kvindevognen med ledestjernen Tir
forrest på vognstangen.
Nordstjernen, Tir, blev opfattet som himmelhullet, det som sjælene
kunne stige op igennem.
Det er sjældent at
man finder vognen afbildet på stjernekort, men i Peter Apians Cosmographicus
Liber fra 1524 ser den således ud. Læg mærke til at stjernehimlen
er spejlvendt, det var almindeligt at tegne den sådan dengang.
1) Dubhe (bagdelen på bjørnen), er
105 lysår væk og lyser som 145 sole. Den har en ledsager, som kan ses i
en lille kikkert.
2) Mirak (bjørnens lænd), er omkring 80 lysår væk og lyser som 65 sole.
Knap 2,5° SØ for stjernen ligger Ugletågen, en af de nærmeste
planetariske tåger.
3) Phecdaret, er omkring 90 lysår væk og lyser som 75 sole.
4) Megrez (halens rod), er den svageste stjerne i Karlsvognen, den er
65 lysår væk. Stjernen er en urgelmæssig variabel.
5) Mizar (bæltet) og Alcor (rytteren) hedder de to stjerner,
henholdsvis den kraftigste og svageste. Mizar er en dobbeltstjerne i 59
lysårs afstand. Alcor er i 82 lysårs afstand.
Før i tiden blev de to stjerner brugt som sysprøve, kunne man se der
var to, var øjnene gode.
Yderligere litteratur:
Burnham's Celestial Handbook
Fremads Stjerneatlas.
Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.
Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.
Himlens billedbog, E Juul Clausen.
Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.
Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.
Stjernehimlen, Henry Nørgaard.
Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.
|