Afstanden til stjernerne.
af Erling Poulsen
Ptolemæus (o. 150 e.Chr) udviklede et verdenssystem, der fungerede godt
(var nogenlunde i overensstemmelse med observationerne) i mange år.
Systemet havde Jorden i midten (geocentrisk) og Måne, Sol, planeter og
stjerner kredsende udenom. Planeterne bevægede sig i epicykler (dvs.
cirkler der bevæger sig på cirkler), og da datidens fysik ikke tillod
tomt rum, kunne man beregne universets størrelse ved at fylde rummet
med cirkler på cirkler.
På denne spekulative måde nåede han en afstand fra Jorden til
fiksstjernerne på ca. 10000 jorddiametre eller 17 gange Jord-Sol
afstanden.
Omkring
år 1700 havde de fleste astronomer forkastet
Ptolemæus' system og var blevet overbeviste om, at Solen var i midten
(heliocentrisk system).
Jordens bevægelse omkring Solen forsynede dem med en gevaldig
basislinie til måling af fiksstjerneafstande ved parallaksemetoden1), nemlig
jordbanediametren.
Opgaven var nu at måle den årlige parallakse for de nærmeste stjerner;
da man ikke viste hvilke der var nærmest, måtte man holde øje med
positionen for så mange som muligt.
Rømer og parallaksen.
Vor landsmand Ole Rømer beskæftigede sig også med
fiksstjerneparallakser. Det mest komplette stjernekatalog var Tycho
Brahes, der indeholdt positionerne for ca. 1000 stjerner.
Ole Rømer havde et indgående kendskab til kataloget fra sit
studenterjob på Rundetårn i 1660'erne.
Udfra Tychos målinger kom han frem til, at alle stjernerne har en
parallakse på under 3,5' (bueminut2)),
hvilket placerer stjernerne i en afstand af mere end 1000 AU3).
Et andet sted i sine noter anslår han afstanden til over 2000 AU
(Adversaria fol. 17a+27a). Da de afstande, Rømer
udregner, er meget store, omregner han afstanden til både
lydtidsafstand (14000 år) og, af interesse for os i dag, også til
lystidsafstand (8
lysdage).
Rømer prøvede at måle parallaksen på følgende
smarte måde
han valgte to stjerner Vega og Sirius som står
omtrent modsat på himmelkuglen, om foråret ses de begge om aftenen
Sirius i syd og Vega i nord, om efteråret ses de om morgenen de samme
steder. Nu var det ret enkelt at måle vinklen mellem dem med hans meridiankreds og det kunne gøres meget
præcist. Da begge stjerner stod lavt ved målingen måtte han være sikker
på refraktionens størrelse og det var
han. Vinkelsummen i en firkant er 360˚ så der gælder at
360˚=w+360˚-v+pv+ps eller v-w=pv+ps hvis han altså målte de to
vinkler og fandt forskellen så havde han summen af de to stjerners
parallakse, hvis v var forskellig fra w var det bevidst at Jorden
bevægede sig rundt om Solen.
Nyere målemetoder.
Selvom Ole Rømer forbedrede astrometrien (positions-astronomien)
væsentligt ved sin opfindelse af meridiankredsen
(den første var opstillet i Vridsløsemagle og blev senere flyttet til
Rundetårn), gik der alligevel over hundrede år før det i 1838 lykkedes
Bessel at måle den første stjerneparallakse og derved en sikker
stjerneafstand.
Måling af stjerneparallakser fra Jorden foregik dengang og foregår
stadigvæk med meridiankreds.
Her i rumalderen er det blevet muligt at sende astrometriske
satellitter i kredsløb. Især bør nævnes
Hipparcos-satellitten, hvis højteknologiske udstyr kan måle
stjerneparallakser med en middelfejl på 0,002"(buesekund)4).
Når man iagttager objekter længere væk, bliver man nødt til at anvende
den viden, man på anden vis har om objekterne, til at finde afstanden.
De fleste af metoderne bygger på astrofysiske teorier om objekterne.
Teorierne udsiger noget om deres energiudsendelse
(absolute lysstyrke). Når man så ved, at et objekts lysstyrke
formindskes med kvadratet på afstanden, kan en sammenligning med den
tilsyneladende lysstyrke fortælle, hvor langt det er væk.
Ofte kan man udfra en stjernes farve (spektraltype) indpasse den i et
Hertzsprung-Russel Diagram (danskeren Ejnar Hertzsprung og amerikaneren
Henry Russel fandt i begyndelsen af århundredet en sammenhæng mellem
stjerners energiudsendelse og deres spektraltype (temperatur)).
Sammenhængen indtegnes ofte i et koordinatsystem (Hertzsprung-Russel
Diagram).
Visse stjerners lys varierer periodisk (Cepheider). Der er fundet en
sammenhæng mellem perioden og den samlede
lysudsendelse, hvorfor en måling af perioden kan omregnes til afstanden.
Det har vist sig, at når energiproduktionen
i tunge stjerners centrum ophører, vil de centrale dele implodere (supernovaer). Energiproduktionen ved
processen er ret ens fra stjerne til stjerne, så den absolute lysstyrke
af supernovaer er kendt.
Det er især på den sidste måde lykkedes at måle afstande til meget
fjerne galakser, og det har vist sig at både store galaksers diameter
og samlede lysudsendelse er inden for ret snævre grænser. Derfor kan
afstanden til disse objekter måles ved en vinkeldiameter bestemmelse og
en måling af lysstyrken.
I 1920-erne viste undersøgelser foretaget af Edwin Hubble, at fjerne galaksers lys var mere rødt end det
skulle være og at forskellen i farve hang sammen med deres afstande.
Denne sammenhæng kan direkte anvendes til afstandsbestemmelse.
Jo længere afstande, der måles i Universet, jo mere usikre er de,
selvom øget astrofysisk viden hjælper på metoderne.
1)Parallaksen for et
objekt er den lille forskel i sigteretningen til objektet, man kan
iagttage fra to forskellige steder. De to steders forbindelseslinie
kaldes basislinien.
2)Et bueminut (‘) er 1/60
grad, det menneskelige øje kan skelne genstande som er mere end 2' fra
hinanden.
3) 1 AU (astronomical
unit) er middelafstanden mellem Jorden og Solen, 149,6
mill. km.
4) 1" = 1/60' = 1/3600
grad.
|