Astrologien
Erling Poulsen
Verdensbilleder
Siden
oldtiden, så langt tilbage hvor vi ved lidt om menneskers tanker, har
mennesker prøvet at konstruere modeller for verden som kunne forklare
de naturfænomener der omgav dem. I de ældste var Jorden flad og himlen
hvælvede sig over den, på denne stjernebestrøede baggrund bevægede
enkelte objekter sig, vandrestjernerne eller planeter (af græsk:
planetes=vandrer), og til dem hørte også Solen og Månen. Det er f. eks.
dette verdensbillede vi møder i Første
Mosebog kap. 1 v. 1-19.
600-500
f. Chr. opstod i Grækenland den ide at Jorden var rund, dels fordi
kuglen blev opfattet som en perfekt rumlig figur, men også fordi det
man oplevede på længere sørejser og ved måneformørkelser bedre passede
med denne ide. Planeterne skulle så sidde på krystalkugler der omgav
Jorden og roterede. Det gav en rimelig metode til at forudberegne deres
bevægelser især fordi måleapparaterne, som jo skulle kunne vurdere
beregningerne, var meget unøjagtige. Med forskellige småjusteringer
fungerede dette verdensbillede helt frem til slutningen af
middelalderen, justeringerne bestod især af at planeterne blev anbragt
på cirkler der kørte i cirkler der igen
rullede rundt på krystalkuglerne. På denne måde kunne egnen uden for
jorden fyldes med kredsbevægelser og det gav igen en mulighed for at
beregne sig frem til ikke bare planeternes afstand, men også til
stjernernes (idet man ikke kunne forestille sig tomme mellemrum mellem
de forskellige planeters kugleskaller), den eneste kosmiske afstand der
da kunne
måles var afstanden til Månen.
I de verdensbilleder var afstandene i Universet ret begrænsede og Solen
og Månen var planeter ligesom Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn,
flere kunne ikke ses med det blotte øje. På denne baggrund opstod den
lære der kaldes astrologi, med oldtidens og middelalderens baggrund er
det en ret logisk tanke. Fra Jorden kan alle planeternes gang følges
med himlens stjerner som baggrund, de bevæger sig igennem et bælte af
stjernebilleder, zodiakken eller
dyrekredsen, hvor
Solen er bestemmes af årstiden og den har jo stor betydning for
menneskelivet (høst, regntid o. lign.), hvor Månen er har betydning på tidevand og de
andre planeters stilling tillagde man også betydning. Vinkelafstande
mellem planeter og hvilket stjernebillede der var i færd med at stå op
blev også tillagt betydning. Da alt blev opfattet som skabt, for ret kort tid siden, og afstandene endnu kun var
astrologiske var læren noget der kunne bruges til at se ud i fremtiden
med, for alt måtte hænge sammen og himmellegemernes bevægelser måtte
derfor være et billede af vores skæbne; også indenfor sygdomsbehandling
og vejrforudsigelser blev metoden benyttet.
Babylonerne og romerne brugte astrologien på denne måde lige som de
brugte fugles flyveretning og formen på offerdyrs levere til at tage
varsler med.
Senere har især det at tage astrologiske varsler vist sig at være
sejlivet, dog har brugen vekslet gennem tiderne, religionerne har i
perioder brugt astrologi til andre tider fornægtet brugen.
Nyere verdensbilleder
Da man i renæssancen
for alvor begyndte at udvikle mere nøjagtige instrumenter fik man
målinger der ikke kunne forklares med de gamle verdensbilleder og nye
måtte findes. Først blev det gamle centrum, Jorden, reduceret til
planet og Solen blev nyt centrum, planeterne skulle dog stadig bevæge
sig i cirkler på cirkler. Dette system kunne Kepler ikke få til at
passe med Tycho Brahes meget nøjagtige målinger og måtte indføre
ellipseformede planetbaner.
Nøjagtige målinger af hvor meget planeten Mars forskød sig i forhold
til de bagved liggende stjerner, når man observerede den hhv. fra Paris
og Sydamerika, viste de enorme afstande der var i solsystemet.
Tychos måleapparaters manglende evne til at måle den lille forskydning
stjernerne burde vise på grund af Jordens bevægelse om Solen fik Ole
Rømer til at vurdere at stjernerne var længere væk end det tog lyset at
rejse i otte dage. Sammenligninger mellem stjerners (som antoges at
lyse som Solen) og planeters tilsyneladende lysstyrker placerede dem
endnu længere væk.
I dette verdensbillede med dets uhyre afstande1)
mistede astrologien sit grundlag og videnskaben holdt op med at
beskæftige sig med den. Der er dog blevet foretaget mange undersøgelser
for at finde ud af om det nu ikke kunne passe alligevel, men undersøgelserne
viser, at det der styrer vore liv er tilfældigheder, og ikke hvor
planeterne var da vi blev født.
Der er mange der stadig dyrker astrologien, og i dag må den regnes for
en slags animistisk religion, der ligesom andre religioner ikke kan
diskuteres videnskabeligt fordi udgangspunktet er uvidenskabeligt (en
åbenbaring, åndelige egenskaber ved ting o. lign.).
Hvis du efter at have læst dette alligevel
kunne tænke dig at se dit eget horoskop så kan du downloade et program
her
eller
her,
det er selvfølgelig lige så misvisende som de horoskoper du i dyre
domme kan købe, men det er gratis.
1) Hvis vi leger at Jorden er på størrelse med et lille punktum
(0,1 mm) så vil Solen være 1,07 m væk og 1 cm stor, den fjerneste af de
gamle planeter, Saturn, vil være 10 m væk og Solens nærmeste
nabostjerne vil ligge (292 km) væk (som fra København til Hanstholm).
Og Mælkevejen vil have en diameter på 7 millioner km.
|