Opdagelsen
I 1704 opfandt og konstruerede Ole Rømer
meridiankredsen.
Instrumentet var uhyre præcist til at måle stjernepositioner med,
datidens bedste. Kun få af observationerne overlevede Københavns brand
i 1728, kun observationerne fra dagene 20.-23. oktober 1706 blev
bevaret fordi de blev afskrevet i flere eksemplarer.
I 1756 sammenlignede den tyske astronom Tobias Mayer sine egne målinger
af stjernernes sted på himlen med Rømers målinger, og opdagede at mange
af stjernerne havde flyttet sig. Det var ikke nogen stor flytning, men
den var tydeligt større end måleusikkerheden og måtte derfor være
virkelig.
Forklaringen
Vi ved alle, at jo længere noget er væk
jo langsommere flytter det sig, tilsyneladende. Da stjernerne er
umådeligt langt væk ses de næsten ikke flytte sig, selvom deres
hastigheder er i størrelsesordenen 100 km/sek.
De nærmeste stjerner flytter sig tilsyneladende mest og opdagelsen af
stjernernes egenbevægelse betød at man fik mulighed for at afgøre
hvilke stjerner, der var nær. Det var vigtigt for det gav mulighed for
at måle afstanden til dem præcist ved hjælp af parallaksemetoden.
|
